Det samme sker med de observationer, hun gør sig, når hun vandrer langs klintens fod, hvor vind og vejr blotlægger dens morfologi: Foldningerne i istidens sedimentlag, piblende vand, der danner revner og mørke sprækker, udvaskning af okker, hvis gule spor nuancerer klintens kolorit, leret, det tunge, grove ler, som i flager skalles af klinten, og som Dorte Visby bruger i sine unikke lerblandinger. Naturen og landskabet indlejres således i både fysisk og mental form i Dorte Visbys keramik, og det er helt centralt i hendes udtryk, at man skal kunne se, hvordan formerne er blevet til, og hvad de kommer af. Ligesom naturen sætter sine spor i landskabet, sådan sætter kunstneren sine spor i materiale og form.

Oplevelsen af de stærke bånd mellem materiale, natur og kunst, som uvilkårligt melder sig, når man møder Dorte Visbys kunst, bringer en anden kunstner i erindring. Maleren Johannes Hofmeister (1914-1990), som boede ved Vennebjerg Kirke, knap tre km fra Mårup. Hofmeister fandt akkurat som Dorte Visby sin primære inspiration i egnen omkring Lønstrup Klint og Mårup, og han sagde om sine landskabsmalerier, at han aldrig kunne ”få nok muld ind i maleriet”, forstået på den måde, at den indbyrdes afhængighed af sted og kunst gerne skulle være synlig i det færdige værk. Denne forbundethed synes at være en drivkraft også i Dorte Visbys kunst.

Siden Dorte Visby i 1997 indrettede værksted på Mårupgård, har hun udviklet sin keramik i grænselandet mellem det funktionelle og det billedkunstneriske, og det samlede værk kan i store træk opdeles i to temaer: Fortolkninger af beholderen, al keramiks funktionelle urmoder, i form af krukker og fade, der opfattes som skulpturelle objekter, og udsmykninger, der pointerer keramikkens særlige karakter i forhold til gængse udsmykningsmaterialer som sten og bronze. I begge værkgrupper er samspillet mellem materiale, form, tekstur, overflade og farve altafgørende. Dorte Visby søger det helstøbte værk, hvor dets enkelte stadier står tydeligt frem. ”Man skal kunne se, at leret har været blødt.”, siger hun, og pointerer, at hun til stadighed søger at ramme det punkt, hvor leret stadig fremstår i sin egen karakter, gør det, ler kan så at sige, kun styret ganske lidt af kunstneren bag værket. Det samme gælder for skærvens grovhed eller forfinelse, glasurens eget liv på lerets flade og den ”magi”, der tilføres værket under brændingen.

Denne tilgang til arbejdet giver værkerne en overraskende dobbelthed af noget uspoleret og noget meget forfinet. Ved første øjekast fremstår de, som lågkrukken ovenfor, som hentet direkte ud af landskabet: Grove, tunge, uberørte, organiske, som de sedimenter, de er inspireret af. Associationen er mere nærliggende, end man måske skulle tro, for overfladeteksturen er opstået ved, at Dorte Visby har blandet strandsand og ler fra klinten i sin lerblanding og ladet frisk, våd tang brænde sig ind i overfladens begitning under brændingen. Naturens materialer indlejret i kunsten.

Udsmykningen ”Fra Nord” er placeret højt på den bygning, der rummer Hirtshals’ travle fiskeauktion. Bygningens betonvæg danner baggrund for udsmykningen, der består af syv søjler af keramiske klodser i sorte, grå og okker jordfarver og to søjler, hvor sandfarverne dominerer. Også her er sted og historie tænkt ind i udsmykningen på både det formelle og det indholdsmæssige plan. Søjlerne er skråtstillede ud fra væggen, så de laver et rytmisk forløb af bølgetop-bølgedal, en bevægelse, der gentages i deres aftagende længde: Øverst flugter de og danner en vandret horisontlinje, nederst danner de en rytmisk stigende kurve ud mod havet. Kurven afspejler kystlinjen fra Hirtshals til Hanstholm, og dermed den del af Nordsøen, hvor Hirtshals´ fiskere primært henter deres fangster. Udsmykningens dynamiske motiv på både det horisontale og det vertikale plan danner tillige en rullende, vuggende bevægelse, der spejler havets dønninger i og uden for havnens bassiner.